Politisk program
Differentiering
Der er mange forhold der spiller ind, når man skal definere hvilken metode, prøveform eller vejledning der vil have den bedste effekt. Derfor mener LH som hovedregel ikke at man bør prædefinere en løsning til underviserne, men i stedet sikre at de valgte løsninger bliver så differentierede at alle elever kan finde sig til rette. Differentieringen skal sikre at alle elever får det bedst mulige resultat ud af undervisningen.
Muligheder
Muligheden for at gennemføre en uddannelse må aldrig begrænses af samfundet. Har et individ et ønske om at uddanne sig, skal dette honoreres. Fratagelse af muligheden i form af økonomiske begrænsninger og brugerbetaling er LH stærkt modstander af. Det danske uddannelsessystem skal være præget af uddannelsessøgende som har valgt efter deres interesse, ikke efter hvilken uddannelsesretning eller uddannelsestype det var muligt få. Uddannelsessystemet bør heller ikke indeholde incitamenter, som får uddannelsessøgende til at træffe uhensigtsmæssige valg, som for eksempel økonomisk bonus og/eller karaktermæssig, såfremt man starter hurtigt på en uddannelse.
Uddannelse til livet
Uddannelse har langt flere formål end at kvalificere eleverne til bestemte funktioner i erhvervslivet. Indlæringsprocessen gennem livet handler derfor om uddannelse til livet.
LH mener at der er tre formål med at uddanne sig; Selvudvikling, samfundsdeltagelse og arbejdsmarkedsdeltagelse. Disse tre formål vejer lige tungt. Uddannelse og efterfølgende arbejde skal også være måden hvorpå vi bryder den negative sociale arv, samt integrerer minoritetsgrupperne i samfundet.
Rummelighed
Uddannelsessystemet skal være rummeligt i struktur og indhold. Der skal være plads til de elever der har brug for ekstra udfordringer. Til de elever der har brug for ekstra tid. Rummelighed er nøgleordet for det fremtidige uddannelsessystem. Det skal være sådan, at alle unge, uanset forudsætninger, passer ind i uddannelsessystemet, og kan komme igennem det med det bedst mulige resultat.
Statens ansvar
Uddannelsessystemet er en kompleks størrelse, hvor forskellige forudsætninger, mål, krav og holdninger mødes. Et højt uddannelsesniveau hos befolkningen er samtidig den eneste måde hvorpå samfundet kan være i fortsat udvikling, derfor er ansvaret for uddannelsessystemet placeret hos samfundet.
Demokrati
Elevernes medbestemmelse på uddannelsesinstitutionernes virke er det, som sikrer tilfredse elever og uddannelse af høj kvalitet. Derfor må elevdemokratiet aldrig blive sat i anden række. LH lægger derfor stor vægt på at elevrådene fortsat skal være lovsikret, men i fremtiden skal de sikres endnu bedre økonomiske og facilitetsmæssige vilkår. Eleverne skal også være en integreret del af skolebestyrelserne, så elevernes interesse altid er i højsædet. Endelig mener LH, at alle elever på en ungdomsuddannelse bør være i stand til at deltage i elevdemokratiet.




